Rumis digte

Af Franklin Lewis

Jalal al-Din Rumi (1207-1273) tilhørte det 13. århundredes ikke-professionelle persiske digterklasse, hvis eksistens ikke var afhængig af lovtaler til og smiger af sultanen eller andre fyrster, men af at udtrykke religiøse sandheder. Han siger selv, at da han først begyndte at skrive digte, følte han sig drevet frem af en højere hensigt.

Den samling af lyriske digte som tilskrives Rumi, kendes sædvanligvis som Divan-e Shams-e Tabrizi eller ”Shams-e Tabrizis samlede værker”. Genrekonventionerne for den persiske ghazal kræver, at digteren antager en digterisk persona. og giver den persona et navn, som regel hen imod slutningen af hvert digt. Rumi brugte to signaturer: Khamush (stilhed!) og Shams-e Tabrizi. I de digte hvor signaturen Khamush optræder, opfordrer han som regel til at gøre en ende på klagen over den eksistentielle eller ontologiske smerte, som man oplever, når genstanden for ens kærlighed ikke er til stede. Dette ord – kærlighed – taler på en virkningsfuld måde den digteriske persona midt imod og påpeger paradokset ved ikke at være i stand til i ord at udtrykke det mysterium tremendum, som opleves i den numinøse elskedes nærvær. Digtet ender derefter med at henvende sig til en personificeret stilhed, en legemliggørelse af via negativa. Signaturen agerer også som en befaling til læseren eller mystikeren, der ønsker at afsløre den mystiske kærligheds mysterier: stilhed! Det er ikke gennem ord, men erfaring, at sandheden kendes.

I de andre digte, hvor den anden og mere almindelige signatur i Rumis ghazaler, ”Shams-e Tabrizi”, optræder, antager Rumi Shams-e Tabrizis persona ved at forene sig med hans ånd. Shams-e Tabrizi var den dervish der helt og aldeles ændrede Rumis liv og tænkning, Typisk anråbes Shams, eller digtet henvender sig til ham som en guddommelig lærer eller elskede, en persona der er uafhængig af digtets taler, som vi må antage er Rumis eller den åndeligt søgendes stemme. Men appellen til Shams-e Tabrizi er retorisk – der findes ingen kur mod den smerte og lidelse som den talende føler; på dette eksistensplan er der ingen løsning på afstanden til og adskillelsen fra vor himmelske elskede.

Vi bringer her nogle eksempler.

Ay rastakhiz-e nagahan vay rahmat-e bi-montaha

D 1 Versemål: – – ̌ – – – ̌ – – – ̌ – – – ̌ – (rajaz)

Åh, bratte opstandelse! Evige nåde!

Åh, flamme i lys lue i tankernes lund!

Leende kom du i dag

med en nøgle til fængslet

du kom til de nødstedte

med Guds nåde og gunst

Du er solens vogter

du er håbets grobund

du er søgt

søgende

afslutning

begyndelse

Du svulmer i brystet

du pryder hver tanke

du er både lystens bøn

og ønskets opfyldelse

Åh, mageløse,

du, som skænker ånd,

glæden ved kundskab og dåd

(resten er svindel og bedrag)

det ene er sygdom,

det andet er kuren

Vi er blindede af bedraget

nærer had til den uskyldige

Beruset, til tider af engleøjne, [K44:54]

til tider af simpelt brød og suppe

Føl denne beruselse,

slip forstanden

smag det søde i vinen

løsriv dig fra det fornuftige

Brød og bønner burde ikke

afstedkomme så meget besvær

Hvis du tegner et mangefarvet kort,

breder det ud

det hvide over Rom og

det sorte over Abessinien

så har du gjort ”noget enestående”

i en tofarvet krig!

Giv min sjæl en hemmelig øretæve,

undgå alle med påskud,

Når sjælen råber ’Skaber, befri mig!’

– ved Gud, min konge, hvilken fryd!

Stilhed!

Jeg har forivret mig,

i frygt søgt ly ved kundskabens banner,

Læg papiret fra dig

knæk pennen,

Saqien indtræder, kom nu: Skål!

Noter

Dette er det første digt i Rumis Divan, som den fremstår i dag, og derfor begynder han med en opstandelse i den første linje. ”Engleøjne” hentyder til de berømte skønheder i Koranens symbolske paradis, som vil have omgang med de troende (også K52:20, 56:22). Det hverdagsagtige, beskrevet med suppen og brødet, og den spøgefulde måde, hvorpå digteren modtager irettesættelsen og lader sin sjæl få en ørefigen, giver digtet en situationsbestemt stemning – næsten som om Shams var kommet uanmeldt mens digteren og hans ledsagere var ved at spise. Som Saqi, eller mundskænken, repræsenterer han kilden til mystisk beruselse og afvisningen eller kortslutningen af rationalistiske diskursformer.

Baz amadam baz amadam az pish-e an yar amadam

D 1390 Versemål: – – ̌ – – – ̌ – – – ̌ – – – ̌ – (rajaz)

Her kommer jeg igen

jeg kommer igen fra Vennen

Kig på mig, kig på mig

thi jeg sørgmodigt kom for dig

Jeg er kommet i glæde og fryd

befriet for alle bånd

Tusinder af år gik

før jeg kunne finde ordene:

Jeg stiger op, stiger op

jeg har været der, jeg er på vej derhen

Lad mig gå igen, lad mig gå

thi jeg er fortabt her:

Jeg var en guddommelig fugl

men ser du hvor jordisk jeg er blevet?

Jeg så ikke fælden

og nu er jeg fanget

Jeg er det rene lys, min søn,

ikke blot en håndfuld jord

Jeg er ikke østersskallen

jeg er den kongelige perle deri

Kig på mig

ikke med det ydre øje

men med det skjulte, indre

Kom med derover og se

at jeg er fri af byrder

Jeg er

hævet over de fire mødre

Og jeg er

hævet over de syv fædre

Jeg er

juvelen fra grubens dyb,

kommet for dagen

Min Ven iler gennem basaren

kvik og årvågen

for at købe mig

hvad laver jeg ellers

her i basaren?

Mit arbejde er at søge ham.

Åh, Shams-e Tabriz

Hvornår vil du lede efter mig

kæmme jorden for at finde mig?

Thi jeg er kommet efter dig

træt i hjerte og sjæl

for at finde dig i udslettelsens

ørken

Noter

De ”fire mødre” henviser til antikkens fire grundelementer: vand, jord, ild og luft. De ”syv fædre” hentyder til de syv stadier eller trin, som man traditionelt mente, at firmamentets himle var delt op i.

Ab-e hayat-e eshq ra dar rag-e ma ravane kon

D 1821 Versemål: – ̌ ̌ – ̌ – ̌ – – ̌ ̌ – ̌ – ̌ – (rajaz)

Indgyd livets vand i vores årer

afspejl morgenens vin

i nattemørket

Åh, ny glædes fader, flyd gennem sjælens vener!

Som den himmelske gral

fyld op med begge verdener, vis himlen

Du, der sniger dig rundt i min forstand

som lever af at skyde med pile

spænd mit hjertes styrefjer stramt på buens streng

sigt efter mit liv

Hvis fornuftens vogter formener dig adgang, forpurrer din plan

Spil ham et puds, spring bort fra ham, bortforklar

Siger mundheldet at de brogede ikke kender til godhed?

fortæl eventyr om den brogedes godhed til alle og enhver

Stjernerne har spillet dig som en bonde –

ladet dig marchere rundt, gjort dig skakmat

Vælg en springer, brænd tårnet, gå til kongen

Rejs dig, sæt din hat på skrå, undvig fælder

Kys åndens kind, red lykkens lokker

Rejs dig, til himmels, lær englene at kende

Nå frem til retfærdighedens gård, gå ind

og buk ydmygt ved dens dørtærskel

Når hans drømmebillede flytter ind i dit hjerte

ophold dig da som en gejst i hjerte og fornuft:

du vil da se to kar,

ét fyldt med flammer, ét med guld

vælg ilden, stik din hånd lukt ind i flammerne

Vær som ham, der talte med Gud:

Begær ej det gyldne kar

Tag ild i munden

gør dit hjemland til en flammende tunge

Tæm de vilde løver

gør dine nærmeste til fjender

Kald fjendens blod for Magiens vin

Kom, Saqi, kom!

Vi kalder dig hid;

at afværge dobbeltheder er din tarv

Sæt i min hånd et bæger vin

og forén alle flertydigheder

I sandhed, dette hjem, vores verden

har seks retninger

men blot ét punkt vil lede os;

men da dette midtpunkt

ikke har et hjemland

da byg din rede i intethed

Tiden tærer på alt

søg ikke udødelighed i den

Det evige livs græsgange ligger uden for tidens rum

Du er kornet, der ligger tilbage efter høsten

din krop et strå

medmindre du er et æsel

så spis ikke hveden

spis kernen

Ordet er ude

hvorfor venter du ved døren?

Spark døren ind

med din sjæl

afsted, drag ud efter sindet

Khonak an dam ke neshinim dar ivan man o to

D 2214 Versemål: ̌ ̌ – – ̌ ̌ – – ̌ ̌ – – ̌ ̌ – (ramal makhbun)

Lyksalighed –

i det øjeblik

vi sidder

på terrassen

du og jeg:

to former og

to ansigter

men blot én sjæl,

du og jeg

Fuglenes kvidren

havens mumlen

flyder

som ungdommens kilde

når vi spadserer

igennem haven

du og jeg

Stjernerne kommer på himlen for at beskue os

Lad os overskinne dem, stråle som en måne

du og jeg

Du og jeg samles

hinsides Mig

hinsides Dig

i fryd

glade, befriede for bedrag

Du og jeg, leende

når til stadier hvor himmelske fugle spiser sukker

Magisk! du og jeg, her

i vores lille hjørne på jord

og dog samtidigt i Irak og Khorasan

du og jeg

I én form her på jord

i en anden i paradis,

evig, sunket ned i sukkerrørsmarken

du og jeg

Noter

Irak og Khorasan henviser måske til musikalske tonearter, som kunne ledsage recitationen af digtet. Samtidig kan Irak referere til Tabriz, Shams’ by, i det vestlige Iran i en provins af landet, der kendes som iransk Irak, hvorimod Rumi kom fra den nordøstlige del af Storiran, Khorasan-provinsen.

* Revideret uddrag af RUMI før og nu, øst og vest.

Digtene er oversat af Rasmus Christian Elling